
Dårlig samvittighed på mor-kontoen
På lørdag er det to år siden, den her elskede lille pige kom til verden. En ganske speciel dag på mange måder. Dagen hvor vi for to år siden, endelig, efter en del forsøg og tre aborter i rygsækken, blev forældre. Vores mirakel.
Men i år også en dag, hvor jeg skal være væk hjemmefra og dermed ikke være hjemme til at kysse, kramme og fejre min lille pige. En sørgmodig dag for mit store moderhjerte.
Situationen er den, at jeg er blevet tilbudt en plads på noget, som efter mit kræftforløb, ligger mig meget nært. En sag jeg brænder for og derfor ikke kan takke nej til.
Desværre, falder undervisningsweekenden oveni Lillys fødselsdagsweekend og det har været med et tungt moderhjerte, at jeg har takket ja til pladsen og dermed takket nej til fejringen af Lilly.
Selvom det er svært for mig, samvittigheden er druknende og mit moderhjerte græder, vil jeg det rigtig gerne. Og derfor gør jeg det.
Nogle gange skal man gøre ting for sig selv, som måske ikke harmonerer med omgivelserne eller kalenderen. Simpelthen fordi man ikke kun er mor, men også menneske. Og som menneske har man selv drømme og håb for fremtiden, hvilket er grunden til at jeg gør det.
Jeg tager væk i en hel weekend til det store København og lader Lilly hygge sig med sin far. For far er også god nok og far kan om nogen fejre hende med manér.
Jeg forsvarer mit valg med at hun alligevel ikke husker det, og hun blev fejret af hele familien i lørdags. En dag jeg slet ikke ville have været foruden.
Dagen, hvor hele familien er samlet om fejringen af denne her lille pige, er langt højere prioriteret end selve dagen, da det også er den dag, hvor kærligheden, glæden og gaverne er flest. I hvert fald i år.
Fremadrettet, vil den dårlige samvittighed for ikke at være der på hendes fødselsdag i år, helt sikkert hjemsøge mig. Og derfor vil jeg heller ikke undvære hende på hendes fremtidige fødselsdage nogensinde igen. Hvis det står til mig, manden og Lilsen.
Har I nogensinde været væk fra jeres børn på deres fødselsdag?
Og i så fald, hvordan kommer man bedst igennem dagen?

Mænds ups'ere
Du vil muligvis også synes om

Fødselsønsker – nu vs. sidst
12. september 2020
Når kærligheden bliver sat på prøve
24. august 2020