Er du ensom?

Jeg håber du er ensom.

Eller det gør jeg ikke for det er da i grunden ret trist. Specielt ensomhed og barsel koblet sammen. Vendt rundt med en omgang Corona – og ikke den velsmagende slags. 

Da August kom til verden 18.11.20 havde jeg gjort mig nogle tanker omkring, hvordan min barsel skulle være. Du ved besøg af gode veninder, caféturer, babybio og “fridage” når den store var i børnehave.

Alle de dersens dejlige minder, jeg allerede har fra barslen med Lilly for godt 3 år siden.

Men min fjende nummer et, Covid-19, satte en gevaldig stopper for den drøm.

I stedet lever jeg stort set i selvvalgt isolation, uden mange besøgende, en restaurationsbranche der er lukket ned, så caféturene blot er et fjernt minde og en børnehave der opfordrer til at holde den store hjemme, så de dersens fridage er blevet til hjemmepasning af en 3-årig tornado med en baby på armen.

Og selvom der er tale om en opfordring, så hjælper jeg hvor jeg kan. 

Men lad os så lige komme tilbage til den der ensomhed. For jeg føler mig sgu ensom. En følelse jeg slet ikke er vant til at kende, men nu fylder meget i hverdagen. 

Lad mig give et eksempel:
Mine tætteste veninder, dem som jeg havde tænkt skulle komme på besøg i tide og utide, ja, de så først August for aller første gang nytårsaften. Hvorfor? Et mix af min selvvalgte isolation af frygt for smitte af vores lille nye dreng, og en omgang frygt fra deres side for at slæbe smitte herhjem til os. 

Så ja, de altoverskyggende ord for denne barsel indtil videre må være frygt og ensomhed.

Frygten for hvad der sker med dels en nyfødt, skulle han blive smittet og dels hvordan jeg vil blive påvirket af sygdommen. Derfor tager vi ikke de store chancer, men det har så også sin pris.

Det sociale bliver desværre skruet ned, ligesom resten af landet, men i en lykkelig tid, hvor det sociale netop spiller en stor rolle, bliver det ensomt.

Derfor er jeg også særligt glad for at jeg har en fantastisk svigerfamilie, som i høj grad er blevet mere familie end nogensinde før. De, sammen med mine forældre og min kusine, er blevet vores primære sociale kreds, og heldigvis for mig, er de en god blanding af sjove, kærlige og ikke mindst rummelige mennesker. 

Så et lille tak til dem her i indlægget. 

I forhold til mine søde veninder, er jeg så heldig at de passer på os, og det betyder mere end de er klar over, tror jeg. For selvom det har været hårdt ikke at kunne vise en helt lille ny frem til dem alle, så er det også bare helt særligt at kunne lave videoopkald, snaps mv., når det hele er surt og de ikke kan være der personligt. 

Halleluja for teknologien.

Og så var det her indlæg heller ikke helt så meget lort og lagkage, som først forventet, da jeg påbegyndte det. 

Lad os håbe tilværelsen snart kan blive lidt mere normal og indtil da, spænde sikkerhedsselen og passe på os selv i den svære corona trafik.