Det ramte mig..

Det ramte mig forleden – KRÆFTEN. 

Hvorfor tænker du nok. Det har jo været almen viden siden november 2018, da jeg fik det konstateret.

Det der ramte mig. Det jeg forsøger at bearbejde i skrivende stund, et par dage senere, er at mine børn en dag skal have historien. Historien om at mor var syg. 

Lad os lige tage den fra begyndelsen for at få en forståelse for, hvorfor jeg begyndte at have disse tanker for nylig. 

Lilly, Jakob og jeg havde i weekenden en samtale om knopper, prikker mv. i huden, hvorfor der også blev peget på fars fregner – eller prikker, som Lilly kalder dem, mors modersmærker og Lillys egen knop fra dengang hun havde gevækster ved ørerne.

Pludselig siger Lilly: “Hvad er det mor?”

Jeg kigger spørgende tilbage på hende og svarer: “Hvad?”

Hertil peger hun mig på halsen og spørger igen: “Hvad er det mor?”

Jeg får en klump i selvsamme hals, Lilly nu står og aer på, imens tankerne flyver igennem hovedet på mig. Hvordan forklarer jeg min 3-årige datter at mor har et ar, fordi mor var meget syg engang, når selvsamme datter allerede er meget omsorgsfuld og bekymret, når hun hører at folk er syge?

På bedste vis, svarer jeg: “Det er et ar skat”, hvortil hun hurtig responderer med “Hvorfor har du det mor?”

Igen flyver tankerne rundt, og jeg ender med at sige “Jeg var engang syg skat, og derfor skulle jeg have arret for at blive bedre. Men jeg er okay nu”.

Herefter stiller Lilly ikke flere spørgsmål og krisen er, for nu, afværget. For ja, inde i mit angstramte hoved, er dette en krise, jeg skal have navigeret mig igennem på bedste vis. 

Uden at skræmme mine børn.
Uden at vække en frygt i dem for at mor eller far dør om lidt.

Jeg ved godt at døden er en naturlig del af livet – eller afslutning herpå, men at skulle gøre den naturlig overfor mine børn en dag, det har jeg det rigtig svært med.

Netop fordi det vækker alle de frygtlige tanker, jeg dengang havde, om det at forsvinde fra mine børn. Rettere at blive revet væk fra mine børn. 

Da Lilly legede videre, kunne jeg mærke tårerne presse på, og fik fremstammet til Jakob at det her var jeg slet ikke klar til. Det vækkede en angst i mig for igen at blive ramt af kræft, og specielt i denne søde barselstid med August, da det jo var i barslen med Lilly, at jeg opdagede kræftknuden dengang. 

Jakob kiggede omsorgsfuldt tilbage på mig, imens han legede med Lilly, og sagde “Det forstår jeg godt skat”.

Med ét var jeg pludselig tilbage i de følelser og den afmagt, jeg dengang stod med, og der svømmer jeg faktisk stadig lidt rundt. 

Det har virkelig ramt mig hårdere end jeg troede var muligt, ovenpå alt det jeg har været igennem. 

Jeg har haft kræft og det skal mine børn vide en dag.