Fødselsberetning - August - tatjanabreitenstein

Indeholder reklame for Foreningen for Danske Fødselsfotografer | Eva Walther

Velkommen til fødestue 7. Stuen hvor smerterne er i top, men kærligheden kun bliver større inden afgang igen. Det her er min fødsel fortalt i grove træk.

De siger som andengangsfødende er du ikke i tvivl.

Du ved når veerne er der, hvordan de føles og du ved fra tidligere erfaring, hvordan du skal gribe det hele an.

Det er en stor fed løgn – i hvert fald i mit tilfælde.

De tre mandage op til fødslen endelig gik i gang, fik jeg veer, troede jeg, som bare viste sig at være modningsveer. Modningsveer der selvfølgelig gør noget forarbejde, men ikke desto mindre bare modningsarbejdet.

Så hver mandag, inden vi gik i seng, sagde jeg til Jakob at nu var det altså. Jeg ville gå i fødsel i løbet af natten – ingen tvivl.

Men hver tirsdag morgen, i hvert fald de to første tirsdage, var de gået i sig selv igen. Den tredje tirsdag blev dog anderledes. Vi tager den lige fra dagene op til fødslen først – altså tredje mandag, mandag den 16/11 – 2 dage over termin.

Jeg har tid ved jordemoderen om formiddagen, og kan huske at jeg bare vil tjekkes indvendigt. Veerne jeg har haft, begynder at nive og jeg føler det hele er ved at falde ud i underetagen.

Jordemoderen er en anden end hende jeg plejer at gå ved, men meget sød. Hun tilbyder mig også en hindeløsning, hvis forholdene er til det.

Bukserne af, numsen i briksen og bum – 2 centimeter åben og 1 centimeter livmoderhals tilbage. Modningsveerne gør altså sit til at kroppen er i gang.

Hun spørger ind til hindeløsningen, vi tidligere snakkede om og jeg takker pænt nej. Når nu min krop selv har været så god til at lave forarbejdet, så synes jeg bestemt den skal fortsætte selv, hvis muligt.

Sammen aftaler vi, at jeg skal kontakte fødegangen mandag den 23/11 med henblik på igangsættelse, hvis ikke fødslen skulle gå i gang af sig selv.

But it did.

Tirsdag den 17/11, 3 dage over termin, vågner jeg op, og har til min store overraskelse, stadig modningsveer. Det meste af dagen tænker jeg faktisk, at de nok går i sig selv som de plejer, men da vi rammer aftensmadstid og de endnu ikke er forsvundet, siger jeg meget afslappet til Jakob, at nu tror jeg altså den er der.

“Hvis ikke jeg føder i nat, så føder jeg helt sikkert imorgen”.

Jakob er ikke videre imponeret og slår det faktisk lidt hen. Jeg har jo sagt det de sidste 3 uger, så bare kald mig kvinden der kaldte ulv.

Vi går i seng, jeg stadig med niv og jag, Jakob med drømme om at sove tungt og godt, og falder begge i søvn omkring 22 tiden.

Onsdag den 18/11

Ved 2 tiden bliver jeg vækket af en smerte.

En smerte jeg godt er klar over hvad er, da den kommer et par gange mere.

Jeg har veer.

Veerne er langt fra regelmæssige, men de varer mellem 40-90 sekunder og bider som bare fanden, undskyld sproget.

Timerne går, vejrtrækningen fokuseres i hver ve og Jakobs alarm ringer kl. 05.30.

Han står op, og får lidt et chok over at jeg er vågen.

Forståeligt nok, jeg plejer at sove på det tidspunkt.

Jeg kigger op på ham og siger til ham, at han ikke skal på arbejde, hvortil han svarer: “Er du nu sikker? Jeg vil ikke ringe og melde fra på arbejde, hvis ikke det er rigtigt denne gang”.

Boy oh boy. Havde jeg kunne slå ham ihjel, gennem smerterne, havde jeg gjort det.

I stedet begyndte jeg at græde, skrigende: “Jeg føler mig bare så alene i det her”

Læs det jeg mente: “Din idiot, hvorfor skal du stille det spørgsmål nu, når jeg rent faktisk er i fødsel”

Herefter får jeg en ve, og dér går det op for Jakob at jeg har veer – at nu er det altså nu.

Hurtigt får han tøj på, kørt over til hans forældre med Lillys ting og autostol fra firmabilen – altsammen inden Lils vågner, klar til at kunne hjælpe hende i tøj, spise morgenmad mv. og få hende i børnehave.

Imens Jakob er afsted med Lilly, ringer jeg til fødegangen.

Klokken er nu cirka 7.30 og jordemoderen i røret lyder ikke videre imponeret over mit opkald.

Det kan godt være jeg er god til at føde, god til at styre min vejrtrækning og bide smerten i mig, men når jeg siger at der er 5-8 minutter imellem veerne og de varer over 1 minut hver gang, så tag mig dog seriøst.

Hun spørger om jeg vil tjekkes, hvortil jeg svarer prompte ja og vi får lov at komme ind kl. 8.30. Dog tager veerne til når jeg står op, så da Jakob kommer hjem kl. 7.45, er der kun 3 minutter mellem veerne og han panikker ret meget.

“Du skal ind på sygehuset, nu”

Hav lige in mente, at jeg overvejede en hjemmefødsel her, og hvor godt det var at det ikke endte sådan med hans paniske udbrud.

Anyway, ind på sygehuset det gik med veer, der gik fuldstændig i stå næsten hele vejen.

Da vi næsten lander på sygehuset, 12 minutters kørsel hjemmefra, får jeg den første ve i bilen. Veerne går simpelthen mere eller mindre i stå, hver gang jeg ligger eller sidder ned.

Jakob læsser mig af ved hovedindgangen og det føles som hundrede år før han er retur.

Det er pisse koldt, veerne brager derudaf og folk glor på mig, som var jeg et dyr i zoo.

Vi kommer op på fødegangen, placeres i venteværelset og kl. 8.30, som aftalt, kommer jordemoder Tea. Med sig jordemoderstuderende Helene.

Ind på modtagelsesstuen med et par veer på vejen, et hurtigt tjek og ja, du er cirka 6-7 centimeter åben.

Af ren glæde over at veerne gør noget godt, udbryder jeg: ” Så er jeg jo i aktiv fødsel”.

Vi lander på fødestue 7 til en skøn coronatest og muligheden for at tage mundbindet af. Aktiv fødsel = minus mundbind. Hurtig sidenote, det har været så vildt at føde under corona.

På fødestuen bliver jeg anbefalet at stå op så meget som muligt, da veerne stadig er uregelmæssige, men brager derudaf ved ståen. Jeg gør det så meget, som jeg føler muligt, men da klokken bliver 11, beder jeg om et tjek.

Jeg kan ikke være i mig selv af smerte og har brug for at vide, at der fortsat sker noget.

Endnu en sidenote: Jeg ønsker ikke smertelindring under min fødsel.

Op på briksen, et hurtigt tjek og jeg er nu 8-9 centimeter åben. Jordemoderen forklarer mig, at det typisk er her, at man får lyst til at hoppe ud af vinduet – et begreb min veninde har forklaret mig før, og jeg er helt med på hvorfor denne gang.

“Vi skal bare vente på at du er klar til at presse” er beskeden, så de smutter igen og jeg stiller mig henover bordet, klar til mere smerte.

Lige præcis 3 minutter står jeg der (okay måske længere), da jeg beder Jakob om at hive i den røde snor.

“Jeg skal presse”

Jeg smider mig op på briksen, og får min første presseve. Efter et par stykker, der stadig kommer meget uregelmæssigt, begynder angsten for at sprække at tage over. Jeg har for meget tid imellem veerne til at tænke og overanalysere, så en ny side af mig selv kommer frem.

Den skræmte.

Jeg bliver usamarbejdsvillig, angsten har taget over og dét at veerne er så uregelmæssige gør ikke noget godt for mig. Den jordemoderstuderende forsøger at tale mig ud af min ængstelige situation, men i stedet irriterer hun mig bare.

Alt ved hende irriterer mig. Hendes måde at tale på, hendes måde at mærke indvendigt og ikke mindst hendes måde at agere på. Så på sin vis har hun jo givet mig andet at tænke på, når jeg mindes hende som værende irriterende.

Efter hvad der føles som hundrede presseveer senere, kan jeg mærke at vi nærmer os. Adrenalinen pumper og jeg bliver motiveret igen. Hovedet kroner og jeg husker ærlig talt ikke den brændende smerte fra sidst. Heldigvis for det, da vi ellers ikke havde haft denne historie at dele.

Til trods for mine paniske tanker får jeg presset hovedet ud, og med det en navlestreng omkring halsen. Det ved jeg dog intet om på daværende tidspunkt.

Den jordemoderstuderende lader mig presse i næste ve, og pludselig mærker jeg en helt vanvittig smerte. En smerte jeg ikke kender fra tidligere.

Smerten er ikke til at bære og jeg råber derfor spørgende, hvad det er. Den studerende svarer prompte: “Du er ved at føde”, og jeg når ikke andet end at tænke at det sgu da ikke er den følelse før August er ude, lydløs og blålig på mit bryst.

Der går ikke længe før gråden kommer og i det øjeblik er lykken større end den smerte jeg knap husker i sekunderne efter.

Klokken 13.03 med en navlestreng længere end normalen, 3465 g og 53 cm lang – og helt perfekt.

Og kan du så huske den smerte, jeg ikke kunne placere eller genkende?

Det var jordemoderens hænder oppe i min kanal, som jeg pænest muligt kan skrive det.

Da de så navlestrengen omkring halsen, handlede hun hurtigt og rakte hænderne ind i mig for at hive August ud og rive navlestrengen af ham inden han røg op på mit bryst.

Noget jeg ikke har fået af vide før Jakob fortalte det herhjemme, og notatet i min journal kom ind.

Så selvom jeg synes fødslen var fantastisk og lige efter bogen, sidder jeg stadig med en følelse af at jeg burde have fået det af vide.

Af en professionel og ikke min mand.